folk - mødested for demokrati og dannelse

Danske unge er kloge og dygtige. De scorer helt i top, når det gælder om at have viden om samfundet, at have styr på, hvem der er statsminister, eller at forstå, hvad parlamentarisme og menneskerettigheder er. Til gengæld tøver de, når det handler om selv at gå ud og handle på de problemer, de ser i samfundet, og de er hverken sikre på, at de må, at de har noget at byde på, eller at der er nogen, der lytter, når de taler. Kort fortalt: Den demokratiske selvtillid halter.

Unge i dag skal blive voksne i det samfund, der bliver bygget lige nu. Det er dem, der skal leve med den politik, der bliver ført og stemt igennem af politikere, der er voksne nu. Det er dem, der høster frugterne eller betaler regningen, afhængigt af, hvordan prioriteringerne lander.

Derfor stod DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Krogerup Højskole og DeltagerDanmark i 2019-2021 bag folk – mødested for demokrati og dannelse. Her skabte vi rammerne for, at unge fik redskaber til, mod på og konkrete erfaringer med at tage aktiv del i demokratiet. Vi har samlet vores erfaringer og bedste tricks på siden her i håbet om, at stadig flere unge og voksne, der arbejder med unge, vil gribe demokratiet og prøve kræfter med at udvide magten over samfundet.

God fornøjelse!

Bog: Grib demokratiet

Vi har skrevet en bog om unges demokratiske selvtillid. Den hedder Grib Demokratiet - om at styrke unges demokratiske selvtillid, handlekraft og mod.

I bogen har vi samlet viden og erfaringer, interviewet unge, der selv engagerer sig i demokratiet, og beskrevet vores bedste øvelser og og tips til træning af demokratiske færdigheder. Bogen er særligt god til dig, der arbejder med demokrati i et fællesskab - enten i civilsamfundet, i skolen eller måske noget helt tredje.

Værktøjskasse: Styrk demokratiet

Vi siger, at demokrati er noget, man kan øve sig på. Vi siger også, at der særligt er fire demokratiske færdigheder, man har brug for og kan træne sammen i fællesskaber, og ad den vej styrke den demokratiske selvtillid.

Vi har lavet en værktøjskasse med øvelser, du kan bruge til at træne mod, vedholdenhed, nysgerrighed og uenighed. Du kan også finde redskaber til at komme i gang med at lave dine egne samfundsforandringer og vores bedste bud på, hvordan du arbejder med at få og afgive magt sammen med andre.